Endnu en gang er der gået lidt for lang tid siden sidst jeg bloggede, og endnu en gang: Undskyld. Denne gang er grunden igen, at internettet ikke har virket helt optimalt, men der er nok også, fordi at jeg er god til at udsætte det igen og igen. Og omkring internettet så virker det faktisk godt, men min computer kan bare ikke finde det. Overhovedet (Er der et internetgeni derude, som kan hjælpe mig på tusinders kilometers afstand?!?) Men jeg kan altså godt komme på internettet på min families computer, tak Gud for det, desværre kan jeg ikke komme på Skype. Nedern. Men jeg lover nu, med hånden på hjertet, at der fremover ikke vil gå så lang tid imellem indlæggende, for det er altså også totalt anstrængende at skulle skrive så meget. Jeg ved også godt at jeg jo bare kunne skrive mindre, men jeg synes bare ikke at jeg kommer ordentlig rundt om tingene så. Se nu gør jeg det igen. Lader mine tanker tage over. Perdón!
Desfile del Faroles (14. sep.) var lygteoptog, som gik ud på, at hele byen (og jeg mener virkelig hele byen, der var en million mennesker) samledes og gik i et optog med hjemmelavede lygter gennem byen. Jeg har ikke nogle ordenlige billeder af det, fordi det var mørkt. Jeg ved ikke, om det optog havde noget at gøre med uafhængighedsdagen, hvilket det nok skal, men det var i hvert fald smadder hyggeligt. Jeg var der sammen med min søster, men da optoget var færdigt, så jeg en af mine venner fra afs, gik over og snakkede med hende, og så kunne jeg ikke længere se min søster, så jeg blev da bare sammen med hende. Vi mødte også en anden udvekslingsstudent, som gik i samme klasse som min ven. Det var en pige fra Italien og en pige fra Tyskland (Som ikke var med afs, og desuden er taget hjem nu. Hun var her kun for 3 måneder), og så blev jeg ellers hevet rundt, fordi jeg lige skulle møde en her og så en her. Jeg snakkede med nogle mennesker jeg aldrig havde mødt før, og her den anden dag chattede/skrev jeg på facebook med en i 2½ time, som jeg mødte der.
Día de la Independencia. En af de helt store dage her i Costa Rica er den 15. september, hvor det er Día de la Independencia, uafhængighedsdagen, som jeg jo også har skrevet lidt om før. Det blev fejret ved, at alle skoler i byen og diverse andre orkestre og grupper deltog i et optog gennem byen. Der kom man rigtig til at mærke, hvordan alle costaricanere samledes om den her dag. Der havde været en hel masse forberedelse op til dagen. På min skole øvede vi marchen hver dag i en uge op til. Det var virkelig varmt for skolen skinner (stort set) altid om formiddagen, og det var også rart at få det overstået. Solen skinnede også rigtig meget under optoget, men heldigvis havde jeg godt med solcreme på denne gang. Vi skulle marchere rimelig langt (men så var det heller ikke værre), og vi kunne ikke have vand med os, for det ville jo se åndssvagt ud. Heldigvis havde jeg snakket med en flink fransk dame før optoget, som da gerne ville bære en vandflaske for mig. Hun har selv børn i min skole, og ville følge os gennem byen. Hun var meeeeget (virkelig meget!) snaksaglig, og var nærmest ikke til at komme væk fra igen, men det var da alligevel meget hyggeligt. Hun har boet i Nicoya i 12 år, og snakkede selvfølgelig flydende spansk, men heldigvis for mig også engelsk (godt nok med en tyk fransk accent). Vi havde fri resten af dagen og fredag med. Nice nok. Da optoget var slut, og vi var blevet sluppet fri, gik jeg med de andre afs’ere og Shirley (min nye kontaktperson, mere info om det senere) på cafe, og arrangerede en kommende tur til stranden, og selvfølgelig bare snakkede. Det er altid hyggeligt at være sammen med dem.
Talentshow. Fredag aften var jeg til talentshow på Liceo(den offentlige skole), og selve showet var ikke rigtig noget særlig, men jeg så nogle ansigter fra aftenen før, og snakkede lidt med folk og mine afs-venner, som også var der. Der var en mand, som var med til at arrangere showet, som kom hen til mig og en pige fra Tyskland og spurgte til, hvor vi var fra og hvad vi hed og sådan noget. Han var faktisk rigtig flink, men vi fandt aldrig ud af, hvorfor han spurgte. Senere gik han op på scenen og sagde noget vi ikke helt forstod efterfulgt af vores navne og lande. De andre udvekslingsstudenter blev skræmt fra vid og sans over at han kendte vores navne, og han ville vist have os til at danse senere, men det blev aldrig til noget. Pyha!
Estuvimos en la piscina. En af dagene i weekenden var jeg i poolen i Nicoya med afs’erne, og det var ubeskrivelig dejligt at komme i vandet igen, og vi havde det rigtig sjovt. Efter ikke at have været i en pool i over 2 måneder var super godt at rørt sig lidt, og selvom jeg ikke svømmede rigtigt, kunne det godt mærkes i kroppen dagen efter. Svagt? Ja!
Feliz cumpleaños Michele! Mandag aften var min søster og jeg til 17 års fødselsdag hos Michele fra Italien, og det foregik på rigtig ticomanér. Ikke fordi min fødselsdag ikke var tico-agtig, hans var bare mere. Fødselsdagene foregår sådan her: Man ankommer, hilser og snakker lidt til højre og venstre. Når alle er kommet og faldet på plads, og musikken er i gang bliver der danset til både latin- og electro/amerikansk musik. Måltidet bestod her af en hamburger og fade med tortillachips med bønnesnask og tun-mayonnaise-majs-blanding på. Når maden er faldet på plads og folk igen har snakket lidt, bliver der danset igen eller lavet nogle aktiviteter. Vi lavede nogle lege med balloner, så hvis nogen har set nogle mærkelige billeder på facebook, så er det garanteret derfra. Den sidste leg, vi lavede, var, hvor en person fik bind for øjnene og så skulle fange de andre, der løb omkring og råbte og prikkede til personen. Da det blev Micheles tur, og han havde fået bind for øjnene, kørte legen ikke ret længe før, vi alle sammen klaskede æg i hovedet på ham, som vi lige havde fået. Ja. Æg. Det er noget man gør ved fødselaren her. Det var smadder sjovt, men bagefter løb han efter os, og tørrede hovedet af i os. Jeg havde en hvid bluse på, og den var i hvert fald ikke hvid bagefter. Han fik tørret sig i næsten alle, nogen mere end andre, og da folk havde får vansket det værste af, og Michele havde været i bad (så slemt var det), gik vi i gang med kagen. Først blev der sunget fødselsdagssange, og den danske med instrumenterne var et stort hit som altid, fordi melodien er friskere, og jeg står helt selv og ligner en idiot, der spiller luftguitar. Lige da lysene var blevet pustet ud, kom der en bagfra og bankede Micheles hoved ned i kagen! Endnu en tico-ting man gør her. Kagen nøjedes han med at tørre af i kun én anden. Jeg er ret glad for, at jeg var den første, der havde fødselsdag, før folk blev sat ind i tico-tingene.
El cerro (tror jeg nok det hedder) er et bjerg ved Nicoya, som vi, nogle afs’ere og mig, gik op på om tirsdagen. Der er et kors på toppen, fordi det er det højeste sted omkring Nicoya. Der var ikke særlig langt op, det tog kun cirka en halvtime, men vejen var til gengæld meget stejl. Meget! Og det kunne i den grad mærkes i benene de følgende dage. Der var rigtig flot på toppen, det ville garanteret have været bedre, hvis solen skinnede, men det er nu engang altid overskyet her om eftermiddagen om vinteren. Man kunne se hele vejen rundt og vi så solnedgangen deroppefra. Det var helt klart ikke den eneste gang jeg var der.
Playa Carillo, viernes 23.- domingo 25. Fredag morgen tog jeg til Carillo med afs’erne og Shirley. Det var super hygge at være sammen med dem hele weekenden, og selvom jeg måske ikke fik snakket så meget spansk, så fik jeg da lært lidt. Jeg lærte også at stå på skimboard/skifferboard (har ingen anelse om hvordan det staves), og selvom jeg er mega dårlig og ikke kan holde balancen, så er det da en begyndelse. Et skimboard/skifferboard er et slags lille surfbræt, som man kaster hen over lavt vand, kun et par centimeter, løber efter og så hopper på. Det er meningen at man skal glide frem på det, men så langt er jeg ikke ligefrem endnu. Desuden har jeg også lært at spille håndfløjte og at spille rummi (kortspil). Lige det med rummi var jeg ret skrap til og vandt ca. 7 ud af 9 spil mod to drenge, tysker og australier. Måtte lige blære mig lidt.
Se hvis jeg nu bare skrev så kort til alt, ville det her være meget lettere for os alle. Men nej nej! Så enkelt er det ikke. Undskyld.
Weekenden 30. sep.- 2. okt. Her sidste weekend lavede jeg faktisk ikke rigtig noget, men dog kedede jeg mig ikke. Fredag og lørdag aften spillede jeg rummi og ron (kortspil) med min værtmor og søster. Det var faktisk det, og jeg kan ikke rigtig huske, hvad der holdt mig underholdt. Torsdagen inden tog min værtsmor og Melissa til San Jose for at besøge min værtsbedstemor. Og pga. det var min søster og jeg ikke i skole om fredagen, fordi min værtfar ikke kunne komme hjem og hente os fra butikken. (Han tager afsted klokken 6 om morgenen og kommer hjem kl. 5.30 eller 6 om eftermiddagen! I skal ikke brokke jer over lange arbejdsdage.) Men vi kunne altså ikke komme i skole, og det fortalte Monse mig ikke, før jeg var fuldt påklædt og skulle til at spise morgenmad og var en smugle stresset over at være sent på den. Tak for det. Det var bare en smugle træls. Det eneste vi gik glip af i skolen var sådan set bare noget kedelig undervisning og en tur(hedetur) i kirken.
Fredag eftermiddag kom min værtsmor og søster tilbage. Sammen med min værtsbedstemor. Jeg troede, at hun bare skulle være her for weekenden, men hun er her altså stadig og, det er spændende at se, hvornår hun tager hjem. Hvis jeg lyder en smugle irriteret, så er det fordi at hun er på en meget stram diæt. Så nu er der nogle ting i køleskabet jeg ikke må tage af, fordi at det er ”abuelitas”. Men så er det heller ikke et større problem, og jeg kan ikke sætte ord på, hvorfor hun genere mig, for hun er egentlig helt flink og alt det der.
Strømsvigt. Mandag eftermiddag var det mega lortevejr, og selvfølgelig gik strømmen. Jeg kan sagtens klare mig uden internet og fjernsyn, det synes jeg ligesom, jeg har bevist, men 5 timer i mørke fra kl. 5-11 er altså lige nok. Til jer derhjemme, som ikke har haft et rigtigt strømsvigt siden stormen i ’99, hvor internettet for resten heller ikke var det samme som i dag, vil jeg bare sige at, man ikke bare lige kan gå ind og se tv, når man keder sig, eller slå noget op på google eller tjekke face. Man føler sig rigtig afskåret fra verden.
Men det var faktisk også ret hyggeligt for nu samledes hele familien om køkkenbordet og spillede ron sammen.
Og selvfølgelig kom strømmen tilbage lidt efter, vi var gået i seng…
Der var også et mindre strømsvigt onsdag aften men det var heldigvis meget kort, kun ca. 10. min.
Ny kontaktperson. Jeps jeg har fået ny kontakt person, og det her jeg faktisk ikke noget imod. Så det der skete var altså, at hende der var min kontaktperson før havde en udvekslingsstudent som flyttede. Det gik hun totalt i spåner over og var mega sur på pigen og afs, så hun tog ikke telefonen når Shirley fra komitéen ringede og var dermed ikke længere med i AFS-Nicoya. Det var altså ikke mig, der ville have ny kontakt eller gjorde noget. Nu er Shirley min kontaktperson, og det er helt fint, for hun kan engelsk, hvilket den anden ikke kunne, og det var alligevel Shirley jeg havde snakket med før.
Småting. Et par småting i hverdagen, som jeg synes er værd at nævne, er at jeg har fået lektier for for første gang. Jeg skal fortælle noget om Danmark historie 1990-2011 på spansk i Est. Soc. (Social studies, ved ikke hvad jeg kan kalde det på dansk). Et mere nedern emne tror jeg ikke findes. Men det skal først fremlægges d. 18. okt. Så må se om jeg ikke kan finde ud af, hvad jeg kan sige. Hvis i har nogle ideer, noget i synes bør tages med så skriv venligst! Men helst ikke noget der vil blive alt for kompliceret at forklare på spansk.
Jeg er også begyndt at sidde sammen med en pige fra 9. i frikvarterende. Hun kan en lille bitte smugle engelsk, men vi snakker sammen på spansk alligevel. Jeg ved ikke, hvordan det kan være, at det er så meget lettere at snakke med hende, og hvorfor jeg føler mig meget bedre tilpas ved at snakke med hende. Men det går nu helt fint, og så slipper jeg for bare at sidde og glo på mine klassekammerater.
Desuden har jeg måtte give min ordbog førstehjælp, i form af malertape, fordi indbindingen var ved at falde af. Den bliver jo brugt rigtig meget.
Så er det egentlig ikke så meget mere at fortælle om. Tak fordi at i endnu engang holdte ud til enden af et lidt for langt blogindlæg. Men jeg lover at der sker ikke næste gang. Det kommer snart nogle flere billeder op J Jo for resten, så siger man i AFS Costa Rica at AFS står for Arroz, frijoles siempre. Altid ris og bønner. Og det passer virkelig, jeg får ris og bønner (næsten) hver dag med forskelligt kød og tilbehør. Jeg tror godt, at jeg endnu engang kan sige: ”Mor, jeg tror gerne, jeg vil have frikadeller, når jeg kommer hjem.”
Hasta luego, det var hyggeligt at snakke med jer! (Eller bare mig selv)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar