Jeg er blevet saa desperat at jeg er gaaet paa internetcafé... men her har jeg skrevet hjemmefra :D
Undskyld på forhånd! Det her bliver noget af en roman. Det er efterhånden ret land tid siden jeg har skrevet sidst, derfor bliver det her så langt. Mine søndage har været travlt optagede, og så har internettet ikke virket i stykke tid. For to uger siden var jeg ellers mega glad over, at vi lige havde fået trådløst internet, for så kunne vi jo være flere på ad gangen. Det virkede også fint i ca. 2 dage, og så har det været nede siden. Jeg troede, at det bare var, fordi det var nyt, men jeg har fundet ud af, at vi ikke er de eneste, der har problemer med internettet, så måske er det noget lokalt. Der er i hvert fald ikke så meget at gøre.
Weekenden d. 13.-14. august
Fredag havde været en rigtig øv-dag og cirka det samme var lørdag. Lørdag aften blev det hele dog lidt lysere, da Monse, min værtsfar og jeg var inviteret til en lille fest hos en pige fra 9. klasse. Jeg ved ikke, hvad anledningen var, men det var meget afslappet og vi havde det sjovt. Der var kun Monse, Paula (pigen fra 9.) og mig på vores alder og så nogle gamle mennesker (voksne) og nogle få små søskende, så det var helt stille og roligt.
Da vi kom hjem, havde vi fået besøg af en onkel og tante fra Alajuela. De var rigtig søde, ligesom alle andre, og behandlede mig som familie. Onklen elskede Tyskland, og jeg fik af vide at jeg kunne snakke tysk med ham. Men det var alligevel 30 år siden han var i Stuttgart, og han kunne ikke sige meget mere end gutentag, danke og auf wiedersehen.
Søndag tog vi til stranden (wuhuu! :D ), og det var nok den mest tørre og solfattige strandtur, jeg nogensinde har været på. Stranden (Playa Panama) lå temmelig langt væk (dog ikke i Panama), og selvom vi kørte hjemmefra i god tid, så tog det en evighed før vi faktisk kom til stranden. Må nok indrømme at jeg blev en smule utålmodig. Efter at have spist frokost, kørt lidt rundt og været i en pool ved stranden, som var kold og det regnede lidt, gik vi endelig ned til stranden. Vi badede ikke eller noget, men solen var lige ved at gå ned, så vi fik taget nogle super flotte billeder. Det var virkelig et overvældende syn. Meget smukt.
Torsdag d. 18. til søndag d. 21. august
Jeg har lige været på Second Orientation her torsdag til lørdag i San Jose, og det var bare super sjovt. Vi (udvekslingsstudenterne i Nicoya) tog bussen mod San Jose kl. 4. 30 torsdag morgen. Så vi var meget tidligt oppe, men havde til gengæld knap fire timer i bussen hvor vi kunne sove. Jeg sov selvfølgelig ikke, men alligevel. Vi nåede San Jose lidt over 9 og tog så en taxi til AFS-kontoret, hvor vi skulle have været kl. 9. De fleste var ankommet, da vi kom, og så blandede vi os ellers bare med mængden. De fem andre danskere var der også, kun én dansk pige havde været i gruppe 1 (vi var gruppe 2). Det var meget mærkeligt at snakke dansk igen ansigt til ansigt, så vi snakkede faktisk mest engelsk, også fordi at vi hele tiden var sammen med nogle ikke-danskere.
I vores gruppe var der italienerne, tyskerne og så resten. Der var nemlig så mange italienere og tyskere (+tysktalende fra Østrig og Schweiz), at det bare var sådan det hed. De to lande var mest sammen med sig selv, mens de tysktalende ikke-tyskere og resten var bedre til at blande sig. Jeg var fx meget sammen med to schweizere. Om fredagen blev folk også ved med at tro, at jeg var tysktalende, og jeg ved ikke, hvor mange gange jeg har sagt: I’m not german, I’m danish, I’m still danish! Sorry I speak danish, I’m from Denmark og I’m still from Denmark!
Da vi ankom lavede vi nogle Visa papirer, og der blev taget fingeraftryk. Mens vi ventede på at alle skulle blive færdig spillede nogle af os kort, bl. a. Røvhul og Tunge på henholdsvis schweizertysk og spansk. Reglerne var næsten de samme som på dansk.
Da vi skulle til at have frokost, fik vi først at vide at vi skulle have pizza = Italienerne var over lykkelige og hujede. Derefter sagde de: Vegetarians first! = Samtlige italienere spang op og skreg af glæde, fordi de troede at der blev sagt: Italians first. Epic fail af en hel nation!
Omkring k. 5 gik vi til hostellet, som ikke lå langt derfra. Hostellet var helt fint, og der var gratis internet, som vi benyttede os meget af. Vi sov 10 piger på vores værelse og vi var så heldige at have et badeværelse, som endda var pant stort. Men det allerbedste: Der var varme bade! Hele fredag tilbragte vi i en park lidt uden for San Jose, hvor man studerede biodiversitet. Det var også biodiversitet vi skulle høre om der. Egentlig handlede dagen om Costa Ricansk kultur, men naturen betyder meget for ticoerne, fordi Costa Rica har den største biodiversitet i verden. Så det var den samme gamle sang om global opvarmning, vi fik der igen. Vi lavede en aktivitet, hvor vi skulle løbe rundt i parken i grupper og finde information om bestemte ting. Det var en katastrofe! Eller måske ikke helt en katastrofe, men det fungerede i hvert fald ikke særlig godt. Grupperne var alt for store, og så var jeg i gruppe med den mest irriterende tyske kontrolfreak. Der skulle bare overstås. Vi fik heller ikke tid til at nyde parken, og det var ret irriterende. Pigen fra Island og jeg droppede det der med at være tilbage til tiden og kiggede i stedet for på sommerfugle. De var vildt flotte, men fordi vi kom for sent måtte hele vores gruppe stå og lege sommerfugle og andre dyr, foran alle andre som straf.
En del af indholdet på campen havde vi hørt før men det var alligevel rart at få det fortalt fra tico-synsvinkel (Tico/Tica = Costaricaner). Det bedste ved campen var nok at se og snakke med de andre udvekslingsstudenter. Og bare lige så I ved det så er der koldt i San Jose, fordi det ligger i bjergene. Faktisk sådan rigtig koldt! Jeg blev nød til at have en ekstra trøje på, og jeg havde også lange bukser på. Det var nok sådan mere Danmark agtigt vejret i San Jose, men det viser vel bare at nu har jeg vænnet mig til Guanacastes varme dejlige vejr. Det kolde vejr gjorde mig for resten lidt forkølet, så nu går jeg og snøfter hele tiden.
Lørdag morgen da alle andre tog hjem, tog jeg bussen til Palmares 1½ fra San Jose. Der bor ham, der arbejder i butikken og bor hos os i hverdagene (Manuel). Min familie skulle nemlig til fødselsdag hos hans søn om søndagen, og de ville komme lørdag aften. Det var lettere for mig bare at tage direkte hjem til dem og være der om lørdagen. Det var mærkeligt, da ingen i hans familie kunne engelsk (kun en nevø af bedstemoren kunne lidt, men han var kun hjemme i ganske kort tid). De boede i et ret stort hus, men det var også nødvendigt, da de boede mindst 12 mennesker i huset! Det var sådan rigtig latinamerikansk. Det kunne godt minde lidt om første dag hos en ny værtsfamilie, bortset fra at jeg bare blev sat foran fjernsynet. Familien var rigtig flink og lod jeg ikke påvirke af at der sad en hvid fremmed pige i deres stue. De havde den mest fantastiske have! Stor og proppet med frugttræer. Appelsiner, mandariner, citroner, lemon og chili. Jeg har nok smagt den friskeste mandarin, og den reneste og friskeste appelsin juice nogensinde. Jeg er glad for at de kun tager de sødeste appelsiner eller tilsætter sukker til dansk appelsin juice. For den rene vare er altså ret sur.
I haven var der også et andet hus af en art bare uden vægge (ved ikke hvad den slags hedder), som blev brugt til at holde festen i om søndagen. Der blev pyntet op med balloner og alt muligt, og i loftet hang piñata’en, som vi havde fyldt med slik. Her er slik forskellige bolsjer med tutti-frutti-frugt smag og slikkepinde. Jeg savner i den grad Haribo og Kims, og så er jeg ved at løbe tør for lakrids L. Det var en ret stor fest i betragtning af at Manuels søn kun fyldte 2 år og ikke vil kunne huske det alligevel. Der var en masse mødre med deres små skrigende børn, og der var arrangeret aktiviteter for børnene, selvom det nok var mødrene, der havde det sjovest ved at se på. De snød endda med piñata’en, og hældte indholdet ud over børnene, da der kun var blevet slået til den godt fem gange. Og den var kun lavet af pap og flamingo. Ingen udfordring ved siden af en dansk fastelavnstønde.
Jeg kedede mig ret meget, men det gjorde resten af familien også så…
Tirsdag d. 8. august
Tirsdag, havde jeg min skoleuniform på for første gang. Vi hentede den hos syersken mandag. Jeg skulle betale 80 kr. for at få rettet to T-shirts til og få syet to nederdele fra bunden. Det synes jeg er ret godt. Den består af en grå T-shirt med skole logo, en sort nederdel/shorts/lange busker, sorte eller grå strømper og sorte sko. Jeg føler mig bare sådan lidt dum i den, da skoleuniformer helt klart ikke klæder en dansker! Der blev bare gloet så meget! I kan overhoved ikke forestille jer det. Det var værre end første skoledag! Folk har åbenbart været vant til at se mig i bare cowboybusker og T-shirt (hvilket jeg er glad for at slippe for, da det er meget varmt). Alle synes i hvert fald at det var meget sjovt, også mig. Det gjorde det lidt lettere bare at grine af det. Lærerne smilede/grinede og lidt, og der blev endda hujet lidt på High School gangen. Jeg havde godt regnet med at det ville være værst (sjovest) i min klasse, og jeg havde ret. Der blev stille et kort øjeblik, mens jeg blev vurderet, og dem der ikke så mig med det samme, blev hurtigt gjort opmærksom på mig. Så grinede de ellers (på en god måde selvfølgelig), og jeg smækkede bare armene ud til siden og sagde: ”Surprise!”. Min matematiklærer kiggede også grinende op og ned af mig og gav mig thumbs-up.
Den 15. september er det nationaldag i Costa Rica og det bliver fejret med bl. a. parader i byen, og der skal min skole være med. Skolebandet skal spille samme med alle andre på skolen der kan spille enten trommer eller en speciel xylofon, nogle skal svinge med tørklæder og sådan noget, og resten (jeg er i den kategori, hvis I var i tvivl) skal marcherer. Vi går efter højde, og gæt hvem der går bagerst? ALLERBAGERST. Jeg er ikke den højeste på skolen, de to-tre drenge der er højere er bare ikke i marcherings-gruppen. Vi øvede på basketballbanen, bandet stod i midten og resten marcherede rundt om, så de få der måske ikke havde set mig i skoleuniform kom i hvert fald til at se mig nu. Allerbagerst. Nogle af lærerne stod ude i siden og kiggede og var læreagtige, og de knep mig i armen og grinede, når jeg gik forbi. Vi gik rundt og rundt cirka tusind gange, og det er mine ballerinaer altså slet slet ikke beregnet til! Jeg næsten humpede hjem fra skole, blev grinet lidt mere af i butikken, og fik to fede vabler på fødderne af den oplevelse. Mig som ellers aldrig får vabler.
Glæder mig til national dagen så resten af byen også kan grine af mig -.-
28. august 2011 (Min fødselsdag!)
I dag er det min fødselsdag, og jeg synes det er ret nedern at internettet ikke virker endnu. Specielt lige i dag hvor jeg faktisk rigtig gerne vil på Facebook, tjekke mails og på Skype. Det er efterhånden 3 uger siden jeg sidst skypede med min familie i Danmark, og jeg savner dem ret meget lige nu. Jeg bliver nok så desperat, at jeg går på internetcafe.
I går holdte vi fest for mig, og jeg havde sagt at det ikke skulle være så stort, men lige pludselige havde min værtsfar fået sat lys, røg, musik og de store højtalere frem. Der kom også nogle, som jeg slet ikke kendte, og lige pludselig var der en del flere mennesker i huset, end jeg havde regnet med. Men det var ok for vi havde det sjovt, og jeg skulle danse fik jeg af vide, fordi det var min fødselsdag. Det gjorde jeg så også optil flere gange, men jeg var heldigvis ikke alene. Festen gik langt over mine forventninger, da det eneste jeg havde gjort var at invitere 6 venner og at hænge balloner op. Men jeg er ret tilfreds med det. Jeg fik sågar gaver af nogle af mine venner, det var bare rigtig sødt af dem, og en fra AFS komitéen havde en fødselsdagskage med! Den var super flot, og da vi skulle spise den, skar hun stykker ud gav dem til mig og sagde så, hvem jeg skulle give dem til. Først værtsforældre så søskende og så videre i prioriteret rækkefølge. Der blev sunget fødselsdags sang for mig. Først på spansk, så engelsk, så italiensk, vi fik den ikke på tysk, da den tyske pige sagde, at hun ikke kunne huske den (eller fordi hun var selv), og så sang jeg for mig selv på dansk til sidst. Fødselsdagssangen med instrumenterne og jeg gav den gav på luft guitar på bedste Rødding Svømmeklub manér. Jeg har nok lignet en idiot, som jeg stod der selv, men det var satme sjovt, undskyld sproget.
I dag ved jeg ikke hvad der skal ske, men jeg håber virkelig at der skal ske noget, for eller tror jeg, jeg får hjemve L ----- Ja jeg skrev det her i går, og nu kan jeg så fortælle at der faktisk skete noget! Jeg var på stranden. Endnu en ret tør strandtur hvis man ser bort fra at det regnede vildt meget. Først var vi på stranden Playa Azucar, hvor vi spiste frokost med nogle venner af familien. Playa Azucar var meget beskidt og det var der det regnede mest. Derefter kørte vi til Playa Danat, tror jeg nok den hed, og den var virkelig lækker! Der lå noget hotel/villa halløj der, så vi kunne sidde og kigge ud over vandet. Der var flere bølger end på Playa Panama, men vandet så bare så blåt og lækkert ud. Jeg talte i telefon med familien hjemme i Danmark og det var rigtig dejligt. Jeg havde ikke snakket med dem i tre uger pga. internet situationen, og jeg må indrømme at jeg fældede en tåre.
I dag i skolen var der en pige fra 9. klasse som gav mig en gave! Hun er en af dem jeg har snakket mere med, men det havde jeg godt nok ikke regnet med. Og så gav hun mig endda chokolade! Den bedste fødselsdagsgave ever. Det smager vildt godt, og chokolade får vi ikke så meget af her.
Kærlig Hilsen Ida, der føler sig meget afskåret fra verden uden internet…
-Adiós!
