Jeg har trukket det ud rigtig længe at skrive det her indlæg, det ved jeg godt, men nu vil jeg til gengæld gøre lidt mere ud af det her i anledningen af at jeg nu er over halvvejs i min oplevelse og har været her i over 6 måneder. Gud hvor går tiden dog hurtigt! Men derfor vil jeg også skrive lidt om, hvad jeg nu har opnået, og hvad der sker generelt, udover hele ”hvad-har-jeg-lavet-og-hvornår” delen. Men her kommer det første altså som er om nytår og hvad jeg har foretaget mig i januar:
Et par dage før nytår fik vi besøg af en tante fra min mors side og hendes 3 børn, på 18-28 år, som plejer at komme hvert år. Jeg kunne forstå at nogle gange tager de til stranden nytårsaften og laver et stort bål, men i år holdte min far fest med lys, røg, høj musik og alt hvad der hører til og en masse familie medlemmer fra hans side. Naboen og hendes datter var også med og hun havde haft en tysk udvekslingsstudent boende for nogle år siden så hende snakkede jeg en del med. Men ellers så kedede jeg mig faktisk rigtig meget den aften og ville meget hellere så 90-års fødselsdag, Mr. Beans nytår og Dronningens nytårstale som vi altid gør i Danmark. Fyrværkeri var der selvfølgelig også en masser af, men kun raketter og batterier og den slags. Ingen heksehyl, hundepropper, kinesere og alt det der som børnene altid rende rundt med i Danmark. Men det var måske også kun det bedste, eftersom der ikke var nogen sikkerhedsbriller og noget om at holde god afstand her. Den 2. og 3. tog vi til stranden sammen med tanten ud til min families hus. Huset trænger virkelig til en rigtig kærlig hånd, fordi min familie kommer der så sjældent. Engang kom de meget mere i huset, og det var i rigtig god stand og havde telefon og kabel-tv, men nu er der nærmest intet. Min værtsfar kan af en eller anden grund ikke lide havet og stranden. Ja det forstår jeg heller ikke!
Den 5. til den 8. fik jeg besøg af en veninde fra Tyrkiet, som bor i Cartago. Cartago er den koldeste(15-20 grader tror jeg) og mest regnfulde del af hele Costa Rica, så hun ville bare til stranden! Om aftenen tog vi hjem til min kontaktperson, fordi hun holdte et lille møde af en art, da at tre af udvekslingsstudenterne i byen tog hjem den 8.-9. jan. Det var en tysker, new zealænder og en australier, og australieren havde kun været her i 6 måneder. Det var super trist at de tog hjem, og savner virkelig at hører den sjove uforståelige australske accent, og så er det også mærkeligt at vi kun er fire tilbage lige nu. Der kommer godt nok tre nye i slutningen af februar, en tysker, østriger og japaner og så må vi se om det ikke også kan blive godt J Dagen efter tog vi til stranden sammen med alle de andre for lige som at sige farvel og for at tage til reggae fest om aftenen. Mig og tyrkeren havde godt nok ikke bestemt os for at blive der om aftenen da vi tog derud, så igen måtte jeg klarer mig med hvad jeg havde med, som altså var ret lidt. Ingen tandbørste og ekstra tøj f. eks. Men vi havde en super hyggelig dag og suuuuper fed aften og nat som jeg med garanti aldrig vil glemme, og jeg synes, det er en skam, at jeg ikke bare kan tage ud og feste lidt oftere på den måde. Dagen efter var vi rigtig trætte og tog bare lige hjem, hvor vi så film og lavede ingenting. Jeg var lidt småirritabel hele dagen, fordi jeg var så træt så det var ellers det eneste rigtig trælse ved det.
Næste weekend d. 13.-15. tog jeg til Montezuma med en pige fra Tyskland og hendes værtsbror. Montezuma er en strand nede i den sydlige del af halvøen som Nicoya også ligger på, men som er en del af provinsen Puntarenas. Der er også nogle rigtig smukke og store vandfald og det var egentlig dem som vi bare skulle se. MEN det var altså ikke helt så let at komme derned som det burde være! Jeg har tegnet ruten ind på et kort her for det er noget lettere end at forklare den.
Men det åndssvage var altså at vi skulle med færge til Puntarenas, fordi der ikke er nogen busser fra Playa Naranjo til Paquera. I Puntarenas overnattede vi og tog så færgen til Paquera næste dag. Og samme tur hjem igen søndag, men uden overnatning, så det var ret langt. Men det kan sagtens betale sig at gøre det, for at tage en taxi fra Playa Naranjo til Paquera koster omkring 250 kr. mens færgen koster 8.60/8.10 kr. Men Montezuma var ellers rigtig smukt, da vi endelig kom frem. Der er en masse turister og campister og vi snakkede med en masse forskellige mennesker. Der er lige pludselig kommet en hel masse canadiske backpackere, de er overalt, og på vej tilbage mødte vi et par fra Sverige, som har haft to udvekslingsstudenter og nu har en tredje, alle fra afs, boede hos dem. Det var vældig hyggeligt at snakke med dem, selvom vi nu snakkede på engelsk, så de andre også kunne forstå(og ikke mindst mig selv, som ikke fatter en dyt svensk).
Jeg havde over en uge midt i januar, hvor jeg lavede absolut intet, og jeg vil faktisk ikke sige at jeg kedede mig, for det gjorde jeg ikke, jeg slappede bare rigtig godt og grundigt af og nød ferien og at jeg slet ikke behøvede at lave noget. :D Det eneste jeg husker, som jeg faktisk rigtig lavede, var at tage hjem til min kontaktperson en dag, hvor vi så også endte med at tage ud og købe min nye skoleuniform og nogle andre skoleting. Så der var jeg sådan set helt klar til Liceo de Nicoya.
Den. 26. januar tog jeg til Heredia, som er en stor by helt inde ved San Jose, fordi Louise den anden pige fra Danmark havde fødselsdag, og en af hendes venner arrangerede et surprise party for hende. Det var alt sammen vildt sjovt, og hun havde absolut ingen anelse og blev selvfølgelig vildt overrasket. Hun havde ikke regnet med noget som helst og var derfor temmelig trist. Vi havde alle sammen rigtig ondt af hende som vi gik der og forberedte det hele, og godt vidste at hun var ked af det. Heredia ligger godt nok over fire timer væk fra Nicoya, men det var det hele værd, og jeg fik også set lidt af byen og alle de andre byer som ligger oven i hinanden derinde. Heredia er faktisk en rigtig flot by i sammenligning med Nicoya og mange andre byer her, selvom jeg nu synes det er lige koldt nok, så kunne jeg rigtig godt lide det der, og det er kun 20 min. fra San Jose. Jeg overnattede der hos Louises veninde sammen med Louise og hendes klassekammerat, og dagen efter tog vi til San Jose og jeg tog bussen ikke hjem til Nicoya, men til Liberia og videre til Playa del Coco, hvor jeg mødtes med nogle andre udvekslingsstudenter.
Denne strand ligger også i Guanacaste nogle og 75 km fra Nicoya, men det var både lettere, hurtigere og billigere at tage direkte derud. Lige bortset fra at jeg havde været nød til at pakke tøj til både det kolde vejr i San Jose og det rigtig dejlig varme vejr ved stranden. Hvilket så gjorde at jeg glemte min sweater i Coco, da vi tog hjem, fordi jeg jo overhovedet ikke tænkte på den i 33 graders varme. Ærgerlig ærgerlig. Men altså i Coco stod den ellers bare på ren afslapning i hele tre dage, på stranden om dagen og om aftenen tog vi ud og dansede og til byfest og så tyrefægtning og havde det bare super sjovt. Det var alligevel lidt specielt at være der, fordi Coco er en meget berømt by og strand i Costa Rica, så der er tonsvis af turister. Der er det ikke noget specielt i at være høj og blond, selvom de lokale nu stadig fløjter af en, for langt over halvdelen af befolkningen i højsæsonen er amerikanere, canadiere, tyskere og andre hvide. Jeg havde indtil da aldrig mødt nogen danske turister, men i Coco mødte vi hele 17 danske piger! Det var sjovt at snakke med dem, men jeg nyder nu, at der normalt ikke er så mange andre danskere omkring. Det er lidt sjovere at være den eneste :P
Den 31. tog jeg hjem, og heldigvis havde jeg ikke så lang en tur foran mig denne gang, kun ca. 1½ time endte det med, fordi jeg fik et lift af en israelsk canadier og en costaricaner fra Liberia, som alligevel skulle forbi Nicoya på vej til Montezuma, som jeg jo kunne fortælle dem lidt om. De to kendte ikke hinanden så godt, og havde kun mødt en enkelt gang i Coco nogle uger forinden. Fyren fra Canada kunne stort set ikke et ord spansk, hvilket jeg ikke helt forstod i starten, fordi at han godt kunne se lidt Tico ud pga. sit israelske udseende, og hende fra Liberia kunne kun lidt engelsk, så jeg måtte oversætte for dem nogle gange. Er ret stolt over at kunne oversætte for folk nu, som jo viser hvor langt jeg faktisk er kommet :D (Klap mig selv på skulderen). For resten så er det ikke noget som der skal råbes for højt om, da AFS ikke er så glad for sådan noget…
Hjemme brugte jeg lige en dag på at slappe af og vaske tøj inden jeg tog til Turrúcares, Alajuela, d.2 februar med tre andre udvekslingsstudenter for først at overnatte hos en af pigerne og dagen efter sammen tage til Monteverde.
Monteverde er et bjergområde og en nationalpark i provisen Puntarenas, og der er virkelig virkelig smukt!Vi brugte næsten hele dagen d. 3. på at komme dertil med bus, for selvom det ikke er langt væk på kortet så tager det alligevel over 4 timer at nå frem pga. den lille grusvej, som vi kørte på den sidste time med 10 km/t og de ellers så fantastiske bjerge, som de har her.Jeg er nu glad for at Danmark er så faldt som det er, for det gør det rigtig meget lettere at komme omkring.
Vores første dag i Monteverde tog vi ud og hike om eftermiddagen, og endte ved et vandfald. Det var en hyggelig tur, selvom jeg nu har både set og sprunget ud fra større og mere imponerende vandfald. Og det mener jeg bogstaveligt :P Tilbage på hostellet mødte vi en anden udvekslingsstudent fra Østrig og hans søster, som backpackede rundt i Costa Rica. De var super hyggelige og vi lavede pasta sammen og spillede kort hele aftenen. Næste dag tog vi på Canopy Tour som var noget vi havde set rigtig meget frem til, og det var suuuuuper fedt! Der var 13 kabler og det sidste, som også var det længste på 1 km, blev vi hængt op som Superman og kurede så bare derud af. Der var også et reb, Tarzan Swing, som vi blev hængt på og så blev vi skubbet ud fra platformen, og svingede frem og tilbage rigtig langt. Det hele var inde i skoven, så vi fik også set en masse smuk natur og nogle flotte store blå sommerfugle. Det eneste, som var træls, var at jeg fik ødelagt min fleece, da jeg blev sænket ned fra en platform, og ærmet sad fast mellem rebet og en metalting, så der blev brændt en ordenligt hul i den. Surt, for den var den eneste langærmede trøje og havde tilbage, efter jeg glemte den anden i Coco. D. 6. tog jeg hjem, fordi jeg troede, at jeg skulle begynde i skole d. 7. Det skulle jeg så ikke alligevel, og det var ret nedern,fordi jeg måtte tage af sted før de andre og meget tidligt om morgenen. Det var en rigtig lang og mega varm tur hjem, først i bus til Puntarenas, så med færgen og bagefter igen med bus, hvor jeg følte mig rigtig hvid nogle gange, hvilket jeg er blevet vænnet helt fra ved at besøge alle de turist steder. En lille sjov ting var at jeg faldt i søvn i bussen til Nicoya, mens jeg var ved at snakke med en fyr, som spurgte mig hele tre gange om jeg havde en kæreste, haha :S Det var en af de der samtaler man bare vil ud af, og hvor man ønsker at man ikke skulle side ved siden af hinanden i en bus i en hel time…
Tirsdag skulle jeg så alligevel ikke starte i skole, hvilket passede mig helt fint, onsdag var det så officielt første skoledag, men fordi man alligevel ikke laver noget første dag og alt er kaos, havde min kontaktperson sagt, atder måtte jeg godt blive hjemme. Så det gjorde jeg selvfølgelig. Selvom jeg har haft over to måneders ferie så ville jeg gøre alt for bare et par uger til. Men torsdag var det så alvor og der skulle jeg i skole. Øv bøv. Jeg var blevet godt nervøs, og det er jo normalt. Jeg startede godt ud med først at misse skolebussen, så det var jo en god start -.- Heldigvis går der en masse busser forbi ved den tid, så det var bare at tage den næste, selvom jeg så ville blive lidt sent på den. Men nu kunne jeg så ikke følges med en af de andre udvekslingsstudenter i bussen, og det freakede mig lidt ud, fordi jeg aldrig før havde været på skolen, og ikke havde nogen anelse om, hvad jeg skulle gøre, når jeg kom frem. Heldigvis så jeg en anden udvekslingsstudent fra bussen, så jeg sprang af og følgedes med hende resten af vejen. Thank God. Hun kender også skolen godt fordi hun også gik der sidste år, så hun hjalp mig. Selvom det ikke helt var den første dag, så var alt stadig vildt kaos, og jeg kunne rigtig få en ide om, hvor useriøs Liceo er, og hvor strikt Eupi var. Der går omkring 1600 elever på Liceo, og selvom mange nok ikke var mødt frem, var der mennesker overalt, og ingen vidste rigtig hvor de hørte til, hvilken klasse de går i og alt det der, så de sad bare udenfor hele dagen. I Liceo har hver klasse ikke sit eget lokale, men man skifter rundt mellem hvert fag. Gud hvor besværligt! Det lykkedes os at finde min klasse og finde ud af mit skema for torsdag og fredag(jeg får nyt skema mandag), jeg fulgte efter min klasse efter timen, men fandt hende den anden udvekslingsstudent som jeg så blev hos. Hun vidste heller ikke, hvor hun helt præcist skulle være, men efter nogen tid gik hun alligevel til time, og jeg fandt nogle at sidde hos som vidst nok går i samme klasse som mig, men som ikke gik til time, fordi de ikke helt var sikre på om det nu passede. Dét var akavet, siger jeg jer! Efter ikke at have lavet noget hele dagen, tog jeg bussen hjem, hvor jeg snakkede med en pige, som var rigtig gode venner med en pige fra Finland som var på udveksling her for et år siden eller noget i den stil. Hun var rigtig flink og let at snakke med, og går også i 11. klasse, men i 11.1 og jeg går i 11.5(Der er 7 forskellige klasser på årgangen). Hendes venner foreslå at jeg kunne da bare skifte til deres klasse, men der går desværre allerede en anden udvekslingsstudent, så det ville ikke være så smart.
Fredag tog jeg ikke i skole, fordi jeg først og fremmest ikke kunne finde ud af, hvornår jeg skulle komme, men også fordi alt det kaos, der er lige nu, skræmmer mig fra vid og sans, så på mandag regner jeg med, at det vil være lidt mere normalt og lettere at finde ud af.
Nu har jeg jo så også været her i over seks måneder, på torsdag, d. 16., runder jeg syv, og det skræmmer mig at tiden går så hurtigt, for jeg synes ikke, at jeg har nået lige så meget, som jeg gerne ville, og nu har jeg snart kun fire måneder tilbage til at gøre det i, og i de fire måneder vil jeg have travlt med at gå i skole, så der vil der ikke være tid til så meget andet. Jeg er glad for, at jeg har rejst så meget rundt i landet, som jeg har gjort indtil nu, og er heldig, at min familie giver mig lov til at gøre, alt hvad jeg vil, og lader mig tage af sted alene, for det ved jeg, at der er mange som ikke for lov til.
Mit spansk er efterhånden ok, men jeg er nu ikke helt tilfreds med det endnu. Jeg mangler at øve noget mere, og det vil jeg gøre, når jeg kommer ordentlig i gang på den nye skole. Jeg forstår det meste og kan også læse og skrive rimelig godt, vil jeg sige. Dagligt kaster jeg mig ikke ud i lange samtaler med min familie på spansk, selvom jeg godt tror at jeg ville kunne klare dem nogenlunde nu. Derimod er det meget lettere for mig at snakke med fremmede på bussen og folk, som jeg ikke kender helt så godt. Det er mærkeligt, men jeg er glad over, hvor langt jeg er kommet uden sådan set rigtig at gøre noget. Og at jeg kunne oversætte for israeleren og hende fra Liberia, som jeg kørte med hjem fra Coco, og da min lillesøster Ditte snakkede med min værtsfar over skype for nogle uger siden. Og bedst af alt, at se nogle af de danske piger i Coco måbe imponeret, da vi udvekslingsstudenter snakkede lidt på spansk, og de efter 3 år i gymnasiet stadig ikke kunne sige ret meget. Haha, det skal nok blive et sjovt fag, når jeg får det, når jeg kommer tilbage :P
Spansk i gymnasiet bliver nok noget af det lettere, mens jeg er bange for, at jeg vil blive komplet slagtet i alle andre fag, fordi jeg laver absolut intet her, der kan holde mig i træning. Også dansk frygter jeg lidt lige nu, for, måske har i lagt mærke til det, så staver jeg ikke helt så godt som jeg gjorde før, og var det ikke for ordbogen i Word, ville jeg slet ikke lægge mærke til, at jeg laver fejl. Men den kan jo ikke fortælle mig, hvis jeg glemmer et ord eller skriver et andet i stedet, så lad være med at undre jer, hvis mine sætninger og sms’er og beskeder på facebook ikke altid gir’ fuldstændig mening. Jeg glemmer også nogen gange, hvad ord hedder på dansk, og lige nu kan jeg virkelig ikke huske, hvad byen Venecia hedder på dansk?! Hjælp mig lige please, jeg er helt tom…Det er den by i Norditalien, hvor man kan sejle rundt i gaderne i små både. Det er helt random, men jeg kan virkelig ikke få det ud af hovedet.
Udover mit dansk kan vi da også lige samle op på hvad jeg ellers har mistet og ødelagt: Begge mine trøjer, 1½ par sandaler(det ene kunne limes sammen igen) og en transformer er lige, hvad jeg kan komme i tanke om lige nu. Jeg har også spist mig ud af flere par shorts og busker inkl. de nederdele jeg fik syet til min gamle skoleuniform i august. Pinligt… Jeg ved godt at det bare handler om at jeg kommer op af sofaen og i gang, men alt det med vægt og det, gider jeg virkelig ikke tænke mere over mens jeg er her. Jeg vil nyde den gode mad, mens jeg kan, og når jeg kommer hjem, har jeg næsten to måneder, hvor jeg kan løbe rundt og lave alt det motion, jeg kan overkomme, før skolen starter.
Her er vi også lige midt i den bedste tid for frugt. Over alt, man kommer, er der små boder i vejkanten der sælger vandmelon til 4 kr. stk., ananas, bananer, mango, papaya, stjernefrugt og alverdens andre lækre tropiske frugter. Sommer i februar er virkelig fantastisk. Jeg kan ikke huske, hvornår det sidst regnede i Nicoya, men jeg tror, det var engang i starten af december. Derfor blev jeg noget overrasket, da det støvregnede, da jeg var i Monteverde, og alting var grønt, hvor det i Nicoya nu er brunt, tørt og støvet.
Lidt mere halv ligegyldig info, som jeg alligevel vil give er Melissa og hendes ”ven” nu officielt er kærester, eller det var faktisk engang i starten af januar, det skete. Wuhuu den have vi ikke set komme! Men han er rigtig flink og laver super god mad, for han er nemlig kok. Han kommer tit forbi og spiser med eller laver mad(så er det jo også let at vinde svigermors hjerte). Det eneste, jeg ikke kan lide ved ham, er hans grin, der bare er for meget og giver mig kuldegysninger hver gang, og en lidt sært sans for humor.
En lille tendens jeg har lagt mærke til blandt udvekslingsstudenter er, at vi har en ting med at lære mærkelige ting når vi keder os. Der er f. eks. en del som har lært at bevæge begge øjenbryn nu. Så langt er jeg dog ikke kommet endnu, men til gengæld har jeg lært at vrikke med ørene takket være ”Americas next top model”. Ja det er ikke engang løgn, og jeg har endda bevist det over for far, mor og ditte på skype. Jeg kan også spille på håndfløjte, selvom jeg dog mangler en hel del øvelse, og så har jeg fået en vane med at pille tyggegummi papir fra hinanden, fordi de har to lag, fandt jeg ud af, og nu samler jeg på dem i en bog. Quévida… (Hvilket liv…) Jeg har også lært alle spillene på min computer, også de mærkelige kortspil, og jeg er stolt over at kunne sige at jeg har en vindingsprocent på hele 8 % i minestryger. Det er altså ikke helt så let at opnå at I lige ved det.
Internet er for resten også holdt op med at virke igen. Det skete, mens jeg var i Coco, så ved ikke, hvad der er gået galt der. Det er bare rigtig træls…
Jeg kunne nok godt finde på mere at fortælle om, men skal vi ikke bare sige, at det her er godt for nu? Jo tak!
Kærligst Ida, (skrevet 12-2-2012).
