Så starter vi - Første blogindlæg

Hola amigos y amigas!
Så, nu har jeg oprettet den her blog, fordi jeg fandt ud af, at det der med at sende mails altså ikke rigtig var  noget, jeg kunne få taget mig sammen til. Indtil videre har jeg kun fået sendt én mail, og det er snart 2 uger siden, så jeg vil se, om jeg ikke kan finde ud af at passe en blog lidt bedre.
Men den ene mail det blev til, synes jeg også skal med her. Så her er den... :

(Sendt d. 18. juli)

...Ja, jeg er jo kommet til Costa Rica og har det godt. Og meget varmt!

For lige at starte fra en ende af, så fløj vi torsdag fra København til Madrid hvor vi havde en overnatning. Fredag fulgte vores ledere os til lufthavnen, hvor vi mødtes med nogle tyske og italienske afs'ere der også skulle til Costa Rica. Så vi drog mod Costa Rica. Det tog godt nok lige en time at komme afsted, da der var kø på landingsbanen. Da vi endelig kom afsted gik det helt fint. Jeg fik ikke sovet ret meget, fordi jeg var så spændt! Da vi nærmede os Costa Rica var vejret ret dårligt og regnfuldt, så vi kredsede om San Jose for at vente på at vejret blev bedre. Det blev det godt nok ikke så vi fløj til Panama i stedet! (Så nu har jeg altså også vejret i Panama) Det var godt nok lidt træls, for vi ville helst bare sove i en rigtig seng. I Panama blev vi, efter lang tids venten, indkvateret på et hotel. Jeg sov på værelse med en tysk pige, og i betragtning af at vi ikke havde noget bagage, så gik det faktisk ret godt. Dagen efter fløj vi så til Costa Rica, og det gik fint. Vi kunne godt lande. Vi var blevet noget forsinkede, så vi nåede kun at spise frokost med de andre afs'ere, og så kørte vi afsted for at møde vores familier. Jeg kørte i bus med nogle andre som også skulle mod Guanacaste. Turen tog 4 timer, og vi var ret stille det meste af vejen. Og så lige pludselig mødte vi vores familier! Vi fik lidt information og så tog vi hjem hver til sit.

Vi bor lidt uden for Nicoya i et godt og lidt stort hus, Costa Rica standard. Efter dansk standard er det noget være rod. Men rigtig hyggeligt. Min familie er rigtig sød, og de gør meget ud af at det også er mit hus nu og at jeg er en del af familien. En meget varmere velkomst tror jeg ikke man kan få! Jeg ved ikke hvad jeg ellers kan sige... De er bare mega søde og rare! De har to hunde, boxere som godt nok kun går udenfor, og de har et helt andet syn på den race end vi har i Danmark. Der er hegn rundt om hele grunden, og er nærmest buret inde. Det ville være ret svært begå indbrud her. Der er mango og lime træer i baghaven, og jeg har smagt både noget meget mærkelig frugt og den bedste vandmelon i mit liv. Til morgen mad fik vi Gallo Pinto og tortilias, så sig ikke at jeg er kræsen! Skolen starter i morgen men jeg begynder vist først onsdag, så jeg lige kan nå og vende mig til tiden her. Min familie taler mindre engelsk end jeg troede, det er storesøsteren Melissa der kan mest engelsk, og så kan Monserrat, lillesøster, og min værtsmor nok næsten lige meget eller nærmere lidt, men Monse er ret genert omkring det at tale engelsk. Min værtsfar kan ikke rigtig noget engelsk, og han forstår og kun meget lidt. Men de vil meget gerne lære mig spansk, så vi er allerede begyndt. De synes at dansk lyder meget meget svært, og de stod måbende af allerede ved "Hvordan har du det?"

 

Øh ja. Jeg ved ikke helt hvad jeg ellers skal skrive om... Jeg er endnu ikke blevet stukket af nogen myg, tror jeg nok, så det er bare muy bien!

Internettet her er lidt usikkert så derfor har jeg først fået sendt mailen i dag. Jeg håber i forstår.

Savner jer alle sammen, og specielt det dansk vejr. De siger at det her ikke er varmt, og at det kan blive 40 grader i sommertiden! Så jeg har noget at se frem til!

 

Det var så hvad det blev til den gang. Helt ucensureret og alt muligt. Men siden da er der sket meget. Rigtig meget...

Jeg startede i skolen dagen efter (Tirsdag d. 19.) og det er fra kl. 7 om morgenen til kl. 13. Så jeg skal meget tidligt op: 5:45. Men der er ikke så svært, når solen skinner og man lige bliver vækket af et koldt bad. Jeg går på en meget lille privatskole, EUPI, hedder den og spørg mig ikke hvad det står for. Men min første skoledag var virkelig noget af et kulturchok! Jeg blev præsenteret for min klasse af skoleinspektøren (En gammel og meget skrap dame som alle frygter, jeg var blevet advaret af min familie) og fik så bare besked på at sætte mig ned. I min klasse er der 10 drenge og 5 piger, uden mig. Og drengene er meget klistrende, hvis man kan sige det sådan, og hænger konstant på pigerne. Ikke mig (endnu, er jeg bange for) for jeg er jo ny. De piller ved pigernes hår, rører ved dem hele tiden, og kysser dem på håret og kinden og jeg ved ikke hvad. Og det er ikke fordi de er kærester, for det troede jeg jo i starten, nej da den anden og derefter den tredje dreng havde været om den samme pige, kunne jeg godt regne ud, at det åbenbart bare er noget man gør!? I min første time tror jeg nok vi havde biologi/fysik/kemi. Jeg er ikke helt sikker, for vi lavede ikke noget, der kunne afsløre faget. Jeg har foresten heller ikke fået mit skoleskema endnu. I den time fik vi nemlig bare af vide at vi skulle tegne, okay jeg er tilbage i 1. klasse tænkte jeg bare. Mens alle de andre tegnede en dreng og en pige i nationaldragter eller en dekoreret lerkrukke, fik jeg tegnet et flot Dannebrogsflag. Kreativitet har jo aldrig helt været min stærkeste side. Der viste sig at være én dreng i min klasse som kan godt engelsk. Alle de andre er for generte til at turde tale med mig, fordi deres engelsk er lig 0. Cesar, som han hedder, introduserede mig for det andre, og jeg kan huske ca. halvdelen af navnene. Hvilket er mange flere end da jeg lige havde fået dem at vide. Han spurgte også ind til mig og oversatte for de andre. De sædvanlige spørgsmål, du ved, og så senere blev jeg spurg,t om jeg kan lide at danse? og Tiene novio? (Har du en kæreste?) For det har jeg fundet ud af også er nogle meget normale spørgsmål. De bliver i hvertfald altid nævnt først i en samtale. Her er alle nemlig vildt gode til at danse. Og jeg mener ALLE. Og alle har en kæreste, det er bare ikke alle der siger det, og da slet ikke til deres forældre! Men bortset fra det så virker min klasse ganske normal (= altså totalt skør som alle andre klasser). De næste to timer havde vi vidst nok matematik. Og vi lavede alt andet end matematik. Folk løb rundt og snakkede og råbte og skreg, som man nu gør her. Cesar sagde, at matematiklæreren er skolen bedste lærer, men jeg tror nu bare han synes det, fordi at læreren er totalt ligeglad med hvad eleverne laver og ikke laver. Derudover så er skolen mega kedelig. Jeg kan ikke følge med i timerne og jeg kan ikke snakker med ret mange. Jeg havde ellers forestillet mig, at jeg godt kunne klare matematik og engelsk, men det matematik de laver her, er ret langt over mit niveau, og engelsk timerne foregår mest på spansk, da ingen rigtig kan snakke engelsk. Deres engelsk bog er også ret svært, synes jeg, hvilket ikke gir nogen mening! I pauserne sidder jeg sammen med min lillesøster Monse og hendes venner, som jeg heller ikke kan huske,hvad hedder. Monse går i 8. klasse og jeg går i 10.

I sidste weekend var der stor fest i Nicoya på grund af det der hedder Anexión. De fejre at Guanacaste blev foregnet med Costa Rica en gang for 187 (ca.) år siden. Det blev også fejret i skolen om fredagen, hvor follk havde klædt sig ud i nationaldragter, og der var underholdning af forskellig slags leveret af klasserne. Det forstod jeg selvfølgelig ikke ret meget af. Fredag aften og resten af weekenden blev der spillet musik, hygget og solgt traditionel mad og ting og sager i parken i Nicoya. Det var sådan lidt ligesom byfesterne i Danmark bortset fra at vide havde fri fra skole mandag og tirsdag.

Onsdag var vi igen i skole, men det meste af dagen gik med at være i kirke. Vi var ikke rigtigt i kirke, for vi var bare på skolen, men der kom jeg præst og to hjælpere og holdt en prædiken. Det var katolsk og præsten var klædt ud i det helt store. Han havde, udover sit normale tøj, en lang hvid kjole på, et smalt langt grønt stykke stof til at hænge om nakken, og udover det havde han en lang mørkegrøn puncho agtig ting på. Og jeg synes jeg havde det varmt i min t-shirt! Men det var faktisk helt ok, for præsten var sjov at høre på, altså ingen monoton stemme, og han inddrag publikum (og publikum vidste godt hvad de skulle gøre hvornår). Vi stod op halvdelen af tiden, og nogle gange skulle man kramme dem man stod ved siden af. Jeg ved ikke hvad noget af det gik ud på, men det var klart sjovere end at være i kirke i Danmark. Torsdag havde vi også fri for seniorne (11. klasse) havde eksamen, og fredag havde jeg også fri, og jeg er ikke helt sikker på at der er nogen god grund, men min værtsmor sagde at det var noget med at de fag vi har om fredagen ikke er så vigtige. Idræt og sådan noget. Foresten så har jeg også dans i skolen, og jeg tror nok jeg også har taekwondo om fredagen. Spændende!

Sidste lørdag, altså for en uge siden, var jeg med til en 15 års fødselsdagsfest hos en af Monses veninder. Det er noget man skal opleve her i Costa Rica har jeg hørt, for 15 års fødselsdagen er den vigtigste her af en eller anden grund. Det blev holdt en stor fest for både familie og venner, maden var bestillt udefra det samme var musikken og huset var pyntet op til det helt HELT store.  Der hang lyserøde balloner overalt, og der var lyserøde sløjfer på stolene. Det mindene lidt om den amerikanske Sweetsixteen eller et bryllup. Der var i hvert fald gjort rigtig meget ud af det, og alle dansede. Det var lige fra latindans til det vi kender i Danmark. Og de var bare mega gode alle sammen, jeg følte mig bare SÅ dårlig.

 

Sidste nyt! Vi var lige ved at få kat. Min værtsmor var faldet pladask for den her lille sorte killing med store grønne øjne, som familiens to boxere gøede af, men da min værtsfar kom hjem og var totalt far-agtig over for kæledyr, skræmte han den. Og fordi at porten stod lidt åben spurgtede hundene ud og efter katten. Kæmpe kaos! Vi står nu med to pivende hunde, fordi de ikke må "lege" med katten, som sidder skræmt fra vid og sans i en eller anden busk.

 

Jeg tror egentlig, at det var alt for nu. Undskyld at det blev så langt, jeg håber ikke at I er blevet skræmt væk, men jeg lover at det bliver kortere, meget kortere, næste gang.

 

Og nåhr ja! Her er et link så I kan se nogle billeder herovre fra: https://picasaweb.google.com/118214540459107435906/CostaRica?authkey=Gv1sRgCIK93qjw46Kodw#

Jeg må indrømme, at jeg desværre ikke for taget så mange billeder, som jeg havde regnet med, men jeg føler mig bare meget som en turist når jeg gør det.

 

Chao! fra Ida