Ida & Costa Rica: Ny skole og ny familie, februar-marts 2012

Der er gået ret længe siden sidst nu, men med mine lange skoledage er der hverken tid eller overskud til særlig meget skriveri. Så vidt jeg husker, sidst jeg skrev, handlede det blandt andet om, at jeg lige var startet i skole og var skræmt fra vid og sans. Ugen efter var alting, som jeg også håbede, mere normalt, og der var faktisk slet ikke noget at være bange for! Mine klassekammerater er alle super flinke, og jeg kunne følge med dem rundt til de forskellige klasser. I timerne hjælper de mig, så når læreren diktere noget der skal skrives ned, kan jeg skrive af ved dem. Det betyder slet ikke noget, at der går 5 andre udvekslingsstudenter på skolen, for der er simpelt hen så mange mennesker, at nogle dage ser jeg slet ikke nogen af dem. Fordi vi alle går i forskellige klasser har vi forskellige venner og behøver ikke hinanden hele tiden. Men det er nu stadig helt rart at have sine bedste venner omkring og vide, at de er der.

Weekenden d. 25.-26. feb. tog jeg til Liberia med min veninde fra klassen og hendes søster i biografen. Det var super hyggeligt at komme ud og lære hende bedre at kende, og mega fedt at folk på denne her skole faktisk laver noget. Der er mange udvekslingsstudenter, som er lidt træls over at deres klassekammerater aldrig går ud eller laver noget som helst efter skole og i weekenderne. Det er så heldigvis ikke tilfældet her. Jer er rigtig glad for min klasse og der gør jo også det hele en smugle sjovere at gå i skole. Timerne er heller ikke helt så kedelige som før, fordi jeg nu forstår så meget, at jeg kan følge med. Jeg laver endda lektier J

Men mens det så er blevet godt på skolefronten, har det været temmelig turbulent med familien. I lang tid har det været lidt tungt og svært med familien, og kommunikationen var der bare ikke. Jeg følte mig godt tilpas i huset, men når de andre var der, var det akavet og en sur stemning. Jeg snakkede med Shirley mange gange, og hun snakkede med min familie. Vi snakkede sammen og var til møde hos Shirley en aften, hvor vi ligesom skulle finde ud af, hvor vi nu skulle hen med det her forhold. Om vi ville fortsætte i nogle uger mere og så se hvordan det gik, eller om jeg ville skifte. Jeg meldte allerede ud den aften, at det nok ville være bedst, hvis jeg skiftede, og at jeg ikke troede, at der var så meget mere at komme efter der. Shirley ville lige give mig weekenden til at tænke over det. Det var så godt nok den weekend jeg tog til Liberia, så så meget tid var der heller ikke til at tænke, men jeg var en smugle trist, fordi jeg jo hele tiden havde det i baghovedet, at jeg skulle skifte og hvor er mit ”hjem” lige nu. Mandag morgen havde jeg så besluttet mig, at jeg ville skifte. Om selvom de altid siger, at familier ikke hænger på træerne, og det gør de jo heller ikke, så havde jeg faktisk allerede en potentiel ny familie, før jeg havde fortalt Shirley, at jeg ville skifte. Min veninde som jeg var i Liberia med, og som jeg havde snakket en del med og at skifte, spurgte nemlig bare en af vores veninder, om Ida ikke godt måtte bo hos hende her de næste fire måneder. Jeg kunne aldrig have spurgt nogen på den måde, men heldigvis sagde hun bare ja ja, men skulle lige spørge hendes mor først. Jeg snakkede med Shirley som snakkede med hendes mor, og onsdag eftermiddag flyttede jeg så. Lyder let nok kan jeg godt se, men de dage følte jeg mig virkelig som et følelsesmæssigt rod, fordi jeg også syntes, at jeg skyldte så meget til den anden familie efter al den tid, og det eneste, de fik ud af det, var bare endnu en dårlig oplevelse. Min værtmor og værtsfar var rigtig kede af det, hvilket nok overraskede mig lidt, men det var de virkelig.

Her hvor jeg bor nu kunne nok ikke blive mere anderledes end huset før. Men jeg er helt vildt med det. Det er simpelt hen bare så typisk costaricansk. Jeg har en mor, søster på 18 og hendes kæreste, bror og hans datter på 5, som bor fast i huset. Det er søsteren på 18 som jeg går i klasse med, Raquel hedder hun. Familien er fattig og huset er lille og rigtig primitivt, men jeg synes det er hyggeligt. Og selvom vi bor 6 mennesker på lidt plads betyder det ikke at alle ikke er velkomne. I min første uge her boede en anden storesøster her også med hendes søn, fordi hun er gravid. En dag kom hendes mand da også lige forbi og sov over. Hun er faktisk kun 2 måneder henne eller noget i den stil og nu bor hun hjemme hos sig selv igen, fordi hun fik kvalme af det parfume og ting og sager som mig og min søster bruger om morgenen. For et par dage siden var der også et par fra Nicaragua som overnattede her. Nogle venner af min bror.

Men altså det her sted er bare SÅ typisk. Vi bor ude på landet, hvor bussen kun kommer forbi tre gange om dagen og den sidste bus hjem fra Nicoya er kl. halv fem. Vi bor i et træhus og der er intet loft, glasvinduer, hegn eller låse på dørene. Der er intet komfur eller ovn, så hvad der ikke kan laves i riskogeren eller på den elektriske pande bliver lavet over åben ild. Jeg deler værelse med min værtsmor eller værtssøster afhængig af hvem der lige sover der. Der er TV, men ingen kanaler så vi ser film hele dagen. Mest tegnefilm og lige nu er jeg ved at se Over Hækken for anden gang i træk. Åbenlyst er der heller intet internet, men onsdag fra kl. 10 til 12.20 har jeg fritimer og frokost pause, hvor der kan skypes, fordi der keder vi os ret ofte. Min værtsmor er altid den første der står op og sidste der går i seng. Hvis der er nogen som skal op tidligt lørdag morgen eller sådan noget står hun på samme tid som dem og laver mad til dem. Hun gør alt i huset for det har hun altid gjort og bryder sig ikke om at sætte os til noget, når vi kommer trætte hjem fra skole og skal studere til eksamen og alt det der. Hun gør alt for alle før hun gør noget for sig selv, og det har hun gjort i jeg ved ikke hvor mange år, for alle hendes ni børn. Selv er hun 60 år og gør det stadig for dem der bor hjemme og hendes børnebørn.

I næste uge er der eksamener og min søster studere hårdt. Jeg vil også jeg vil lave nogle af eksamenerne, men har på intet tidspunkt tænkt mig at sidde og studere på den måde. No way når jeg ikke har behov for karaktererne. Men sådan noget som fysik, samfundsfag og filosofi har tænkt mig at springer over, for det fatter jeg simpelthen ikke en meter af.

I aften skal vi, mig og min søster, ud og se tyrefægtning for hendes kæreste er nemlig tyrefægter, eller hvad jeg nu kan kalde det. Han er en af dem der ridder på tyrene og bliver smidt af i hvert fald. Det skal nok blive sjovt, selvom jeg er sikker på at Raquel kommer til at skrige en del og at det ikke kun blive ren sjov, når de bliver smidt af denne gang.

Jeg vil lægge nogle billeder op her på siden af huset og skal også nok lægge billederne fra Monteverde op på Facebook snart.

Vi ses (desværre) snart alle sammen, da jeg i dag kun har 3 måneder og 1 dag tilbage L Det går bare alt for hurtigt, og nu ville jeg gerne have de 7 måneder tilbage, som jeg brugte i den anden familie og på den anden skole…

Efter eksamenerne er det påskeferie og der tager jeg nok til den caribiske side med mine venner, så der vil nok komme noget op omkring det også på et tidspunkt.

Chao! :D

(skrevet 17-3 2012)